Tuttle & Mousie - Gratis opskrift

Hue i pelsgarn

Tilbage til oversigten over gratis opskrifter

Hue i pelsgarn m. perler og pailletter

Denne strikhue er lavet over en simpel model som er ret nem at strikke. Huen på billedet er strikket i pelsgarn med glimmer i, men man kan sagtens bruge almindelig tyk uld eller f.eks. blande forskellige typer garn sammen og dermed skabe sit eget unikke huedesign – blot man justerer pindestørrelsen så den passer til den angivne strikkefasthed. Lad dig inspirere af garnforretningernes udsalgsrester – det er som regel nok med 1-2 ngl. garn á 50 gram.

Du kan vælge at lave huen større eller mindre end den angivne størrelse ved at lægge til eller trække fra i maskeantal og huens højde, blot du sørger for at det samlede antal m. er deleligt med 6. En større størrelse vil kræve mere en ét garnnøgle. 

Materialer/mål:

Garn: Pelsgarn efter eget valg, perler, pailleter eller anden pynt – brug fantasien

Forbrug: Ca. 1- 2 ngl. á 50 gram garn, afhængig af garntypen.

Pinde: Strømpepinde str. 6 – evt. rundpind på 40 cm. i str. 6

Størrelse: Ca. 55 cm. i hovedomkreds

Strikkefasthed: 10 m. x 20 p. svarer til 10 x 10 cm. Hvis denne ikke passer, skiftes der til større eller mindre pinde.

NB! Ved brug af en glat garntype, vil huen ofte få en rullekant forneden. Vælg evt. at strikke de to første p. i vrang eller ret/vrang for at undgå rullekanten eller bevar den og læg den højde den optager til huens mål i opskriften, så huen stadig vil passe i størrelsen.


Strikning af huen:

Slå 60 m op på pind nr. 6 (slå op på to pinde)

Sæt maskerne på rundpind eller fire strømpepinde og påbegynd nu rundstrikning af huen. Bind en tråd i kontrastfarve fast til det sted hvor omgangen begynder.

Strik glatstrikning indtil arbejdet måler 15 cm. i højden.

Påbegynd indtagning: strik 8 m. og strik herefter de to næste m. ret sammen. Fortsæt denne indtagning omgangen rundt. Der skal være i alt 6 indtagninger på omgangen.

Strik en omgang i glatstrikning uden indtagninger.

På næste omgang strikker du 7 m. i glatstrikning hvorefter du strikker de 2 næste m. ret sammen. Forsæt denne indtagning omgangen rundt.

Strik en omgang i glatstrikning uden indtagninger.

Fortsæt på denne måde med at tage 6 m ind på hver anden omgang og med en m mindre imellem hver indtagning for hver ny omgang med indtagninger. 


Fortsæt til der er 6 m på p. Bryd garnet og træk enden rundt igennem de 6 m et par gange. Træk til så ringen lukkes til. Hæft ender.

Påsyning af pynt:

Nu er huen klar til at blive brugt som den er eller at blive dekoreret med perler og/eller pailletter - kun fantasien sætter grænser.

Sy perler m.m. på med en dobbelt sytråd i samme farve som huen. Hvis perlerne sys på med stor afstand imellem sig skal hver perle sys på for sig, dvs. der skal laves knude bag på hver eneste perle. Hvis perlerne sidder tæt, kan du føre tråden igennem strikningen fra perle til perle, blot du er opmærksom på at tråden ikke strammes for meget da huen skal have en vis elasticitet.

God fornøjelse!

NB! Hvis du får problemer med opskriften er du velkommen til at kontakte os i Tuttle & Mousie
klik her
Pynt dit håndarbejde med en af Tuttle & Mousie's mange håndhæklede blomster
Hæklet blomst i merceriseret bomuldHæklet tulipan i retro stil ( 9 cm høj)Hæklet blomst i merceriseret bomuldHæklet blomst i hør og uld (5 cm. Ø)Hæklet kattehoved i uldMohairblomst - Creme (8 cm. Ø)Grøn mohairblomst m. glimmer (6 cm. Ø)Blomsterdrys - lilla skala (3 cm. Ø)Pastelgrøn mohairblomst m. perle (5 cm. Ø)Rød/hvid sommerfugl m. perler (6,5 x 5 cm.)